Kroppen i kunsten

Antikkens og renæssancens kropidealer

 

Antikken (ca. 600 f.v.t. - 400 f.v.t)

Her gav kunsten udtryk for en sammensmeltning mellem krop og sjæl.

 

Renæssancen (1300-1500)

Man havde en meget realistisk syn på kroppen. Skulpturen af David er en typisk marmor skulptur fra renæssancen. Idealet af det universelle menneske, var nemlig dengang, at samtidigt med at man skulle være veltrænet og klar til kamp, skulle man også være poetisk og spille skak.

 

Tilfælles har de, at mennesket skal fremstå smukt og vise deres høje status.

 

Ændringer på synet af kroppen

Gøre rede for ændringerne i synet på kroppen i antikken, middelader, renæssance og barok (Rubens hører under barokken).

I renæssancen (ca.1400-1630 e.Kr.) skete der en genfødsel af antikkens sammensmeltning af krop og sjæl, men det fik et nyt udtryk. I mellem antikken og renæssancen havde middelalderens strenge kristne syn på kroppen og kunsten, som medførte en adskillelse af krop og sjæl. Sjælen var ren og uskyldig, hvorimod kroppen med den begær og lyster førte til fordærv. Peter Paul Rubens (1577-1640) var en af de med anderkendte og indflydelsesrige og højst værdsatte kunsterne i 1600-tallets barokperiode. I tiden omkring 1600-tallet var præget af kampen i Europa mellem katolikker og protestanter. Selv om Rubens var både dybt katolsk troende og lykkeligt gift to gange, malede han nøgne kvinder.

 

Bartolomæus, Udsnit fra altertavle, Barcelona (ca. 1200)

Man havde et meget strengt og kristent syn på kroppen i denne tidsperiode (middelalderen). Dette maleri hænger formodentligt i en kirke, og lever derfor op til det kristne syn på kroppen. Sjælen er ren og uskyldig, hvilket man kan se på de glorielignende ringe om deres hoveder. Kroppen er dækket til, da man i middelalderen så på kroppen som en dårlig ting, da den drev mennesket i fordærv med dens lyster.

 

Venus’ fødsel, Sandro Botticelli, ca. 1480.

Der kan man se sammensmeltning af krop og sjæl og her er er der en realistisk skildring af kroppen, hvor kroppen er i fokus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Laokoon, Hagesandros, Polydoros og Athenodoros (3 billedhuggere fra Rhodos), ca. 100 f.kr.

 

 

Det tre mænd vrides i smerte. Deres ansigtsudtryk udtrykker angst og utryghed. De kvæles af en slange og begivenheden blev tolket som et varsel. Igen kan man se at kroppen er skildret som muskuløs og at der er sammenhæng mellem krop og sjæl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Venus ved spejlet”, Peter Paul Rubens, 1614-1615.

 

 

Venus er gudinde for kærlighed og skønhed, men samtidig også fornuft. I hendes tid var hun kropsideal, og hendes krop og sjæl var forbundet. på billedet er hun i en kontrast af verdslige og guddommelighed, da hendes klæde hænger løst om kroppen og viser er masse hud, men samtidig har ryggen vendt mod maleren, så man ikke ser det forreste af kroppen. Billedet er fra barokken, hvor man typisk så på kroppen som smuk og værdsatte de kvindelige former.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Åbykrucifikset, ukendt kunstner, ca. 1100. Nationalmuseet.

 

Billedet forestiller Jesus på korset. Han har et hul i hver hånd fra sømmene og krone på hovedet, som fra den bibelske historie. Hans position er ligesom, når han hænger på korset. Dette billede er  fra middelalderen, hvor man tydeligt kan se at det kristne og rene er i fokus.